Aminas breve

Sidste weekend var jeg inviteret i biografen til gallapremieren på filmen Aminas Breve. Hvis jeg skal være helt ærlig, kendte jeg ikke til filmen eller Jonas T. Bengtssons bog af samme navn. Jeg er generelt glad for biografture, og selv om jeg glædede mig, var det ikke historien om Jonas, friskudskrevet fra psykiatrisk og søgende efter sin gymnasieveninde Amina, der lokkede. Jeg så mest frem til at tilbringe aftenen i selskab med nogle dejlige blogger veninder 😉 Men jeg var da nysgerrig, selv om jeg mest af alt er til knap så avancerede spændingsfilm 🙂

Jeg er ingen filmanmelder, så bær over med mig. Men.

Wow.

Sikke en film. Jeg siger ikke, at jeg sidder i biografen som den første, næste gang der kommer en film om en psykisk udfordret mand. Men jeg skal love for, at Aminas breve har gjort et indtryk. For hold da op, hvor var den gennemført. Den var stærk, barsk, sørgelig, spændende og smuk på samme tid. Det, at jeg fik mulighed for at høre instruktøren fortælle om filmen efterfølgende og høre om processen og holdet bag gjorde ikke min begejstring og fascination mindre. Jeg kunne ikke undgå at blive imponeret over det arbejde, som alle de ildsjæle havde lagt i projektet, ikke mindst instruktøren Jakob Bitsch og hovedrolleindehaveren Esben Smed, som jeg pudsigt nok ikke kendte i forvejen.

Jeg har vist levet under en sten de sidste par år (og det er ikke helt forkert med de børn og den forretning 😉 ), men nu begynder det at vende. Der er sket meget i takt med, at børnene er blevet større, og jeg har sat forretningen på hold for en stund. Hey, damen her, som til hver en tid ville vælge X-men over Stegte Grønne Tomater (hvis der er nogen, der er gamle nok til at kende den 😉 ), synes faktisk, at et bifbesøg med Aminas Breve  var en ret så god måde at tilbringe en aften på.

Det er en stærk, tankevækkende film, som er underholdende fra start til slut. Overraskende god og klar anbefalelsesværdig.

I må gerne skælde mig ud, hvis I tager ind og ser den og bliver skuffede, men det tror jeg virkelig ikke, at I gør. Se evt. traileren til Aminas breve HER:

Soxs.dk – uldstrømper til hele familien

Det virker måske underligt, at det skal omhandle uldstrømper, når jeg ikke har skrevet herinde i noget tid. Ikke desto mindre er det lige præcis det, der er omdrejningspunktet for dette indlæg. Uldstrømper og så det, at jeg er kommet til at kvaje mig en smule.

Jeg havde nemlig lovet at dele nogle billeder af de uldstrømper, som familien og jeg har modtaget til test fra Soxs.dk via Testfamilien.dk i 2016. Men så var der noget med jul og dårligt foto-lys, og så blev det sør’me nytårsaften. Og mens jeg havde travlt med nytårsforberedelserne i min fine kjole og varme uldstrømper (og nogen måske gjorde en lille smule grin af mig, fordi jeg blev ved med at udskyde stilletterne til sidste øjeblik) gik  det op for mig, at jeg havde glemt at dele. Ups.

Jeg er ikke meget for at fejle, men jeg har også en politik om, at det bedste, man kan gøre, når man kvajer sig, er at indrømme det og rette op, så godt man kan.

Hermed et par billeder fra nytårsaften og et løfte om at en anmeldelse af Soxs.dk og uldstrømper, som har varmet fødderne i det lille hjem de sidste par uger, rammer Testfamilien.dk snarest muligt.

Jeg har også nogle spændende nyheder, som jeg vil dele, når min nye blog barejelena.dk er oppe at køre inden længe.

Jeg håber, at I er kommet godt ind i det nye år 🙂

En rørende, uventet gave. Perfekt på den uperfekte måde.

I starten af året var en veninde – og dygtig fotograf – hjemme hos mig med sit kamera og en plan. Hun skulle tage billeder af min familie, men det skulle ikke være sådan nogle opstillede billeder, som man ser så tit. Hun ville gøre sig usynlig i et par timer eller fem, og så ville hun tage billeder af os i gang med helt almindelige familieting.

Det lyder ikke så spændende, vel? 😉

Jeg har netop modtaget billederne, og jeg er SÅ glad. Der er mange grunde til, at der er gået så lang tid, og jeg er glad for, at det er tilfældet. For jeg havde allerede glemt, hvor langhårede mine drenge var for bare et halvt år siden, og jeg havde glemt, hvad vi havde lavet den dag. Og da jeg så det slideshow, som fotografen havde samlet alle billederne i, blev jeg nostalgisk og taknemmelig. Ikke fordi billederne kun viser det, som jeg gerne vil vise frem (sådan noget som triste børn og deller er også med), men fordi de viser mig en virkelighed, som jeg elsker – og som jeg aldrig får igen. Vi er allerede videre. Børnene har længere lemmer og kortere hår. De kan så meget mere, og de udfordringer og glædestunder, som vi har med dem, har ændret karakter. Så meget er det samme, men så meget har ændret sig. Og det var jeg ikke helt klar over, før jeg så slideshowet. Tænk engang.

Det her er en af de bedste gaver, jeg nogensinde har fået.

Og det skal Jess, fotografen, havde en stor tak for. Like hende gerne HER og HER, hvis I forstår 🙂
[vidcore vid=”J2ieUzNM”]

Velkomstfesten

I morgen, lørdag d. 10. løber Velkomstfesten af stablen i Forum i København. Det er et initiativ, som startede med et forslag i et Facebook opslag til at holde en stor velkomstfest for flygtninge. Det var Gry Ravn, som også var initiativtager bag den store indsamling til flygtninge på Lesbos, som jeg har skrevet om HER og HER, der fik den fine idé. Siden er der blevet oprettet en frivillig forening, Foreningen Velkomstfesten, og nu bliver “festen” altså holdt, i morgen, i Forum. Når jeg sætter “festen” i gåsetegn, er det fordi det jo ikke er en fest som vi kender dem fra gymnasiet eller den årlige julefrokost, vi er ude i (den slags kulturlektioner venter vi med 😉 ). Selv om der vil være musik fra kendte kunstnere, er formålet med arrangementet ikke blot at underholde, men også at hjælpe de nye flygtninge. Der vil således være workshops, taler fra erhvervslivet, CV hjælp, venskabsfamilier m.fl.

Der er gratis indgang, og det fulde program kan ses HER. Hvis man synes, at det her lyder helt genialt og gerne vil gøre mere, kan man også hjælpe på anden vis. Man kan fx. støtte økonomisk HER eller man kan tilbyde sin hjælp som CV-kyndig, gerne ved at kontante denne skønne dame, hvis arbejdsgiver Microsoft har en kæmpe stand til Velkomstfesten, hvor de bl.a. hjælper flygtninge med CV- skrivning.

velkomstfesten

 

Ikke mere Iværksættermor

Jeg har svært ved at finde ord. Ikke fordi jeg er usikker på, om det her er det rigtige at gøre, men fordi jeg allerede er videre. Rent mentalt er jeg, selv om jeg stadig hedder Iværksættermor både her, på Facebook og på Instagram. Det kommer til at tage noget tid, før jeg får helt styr på, hvad der nu skal ske, men hvad angår Iværksættermor, er dette farvel.

Jeg er ikke Iværksættermor mere. Bevares, jeg er stadig mor, og jeg holder nok aldrig op med at være iværksætter, om det bare bliver på hyggeprojektplan. Men jeg har rykket mig, ændret mig, siden jeg startede med at skrive denne blog for over tre år siden. Det føles ikke længere rigtigt at skrive om mine børn, og det er ikke længere terapeutisk for mig at dele mine tanker om mit liv som iværksætter – hverken mine fejl eller mine sejre. Nu føles det mere som pligt, og det er ingen god grund til at fortsætte, selv om jeg har lyst til at gøre det pga. jer, der følger med.

Jeg har brug for en pause. Brug for at finde ud af, hvem jeg er, nu hvor jeg ikke længere kan være Iværksættermor uden at spille en rolle, en lille smule.  Jeg går ikke offline lige nu og her, og jeg lover at holde jer opdateret, når jeg ved mere. Jeg skal nok finde ud af, hvem jeg er, nu hvor det er slut med Iværksættermor. Jeg kommer igen. Jeg håber, at I stadig er her til den tid.

Stort virtuelt kram til jer alle.

Jelena.

Foredragsholder – hvad tænkte jeg på?!

Nogle af jer kan måske huske, at jeg engang var sådan én, der råbte lidt højt. Jeg har råbt op omkring kønsidentitet hos børn, kvinders (syn på vores) kroppe, familiepolitiske beslutninger og meget mere. For et halvt års tid siden brølede jeg om flygtninge i Danmark, noget som jeg bestemt mente, at jeg var superekspert i, eftersom jeg selv er flygtning, omend jeg ofte glemmer, at jeg er det.

Jeg råbte, og jeg brølede, og jeg blev hørt. Det endte med et par klummer i en avis, og det resulterede i, at jeg blev kontaktet af mennesker med en vifte af forskellige holdninger, heriblandt en venlig mand, som ville høre, om jeg ikke havde lyst til at holde et foredrag om emnet.

Emnet, som var mig og mine erfaringer.

Jeg var beæret over, at der var nogen, der havde lyst til at høre mig brøle live, så jeg sagde ja, og jeg tænkte, at det var da super, at jeg så kunne få lov til at skrive “foredragsholder” på mit CV bagefter, hvis nu mit designer-forhandler-videoproducent  imperium faldt  begyndte at kede mig 😉 Det er ALTID godt med nyt på CV’et – det ved alle jo 🙂

Men jeg glemte lidt, at jeg brøler bedst, når jeg gemmer mig bag en skærm, og jeg glemte ret meget, at mit sidste foredrag var en piiiiiinlig affære, hvor jeg – og min stemme – rystede så meget, at jeg bliver i tvivl om, hvorvidt der var nogen, der fangede, hvad det var, jeg talte om (ahhh, de glade uni-dage 😉 ).

Da jeg sagde ja, så jeg ingen udfordringer, jeg ikke kunne klare. Jeg tænkte, at det lød da meget spændende, og at jeg, som jo er vokset sååååå meget de seneste år (på alle måder 😉 ) sagtens kunne tale om mig selv i Netværket Jobcaféen i Rudersdal. Det var jo sikkert noget med nogle jobsøgende, som alligevel ikke gad være der, og de ville sikkert synes, at det var ligeså spændende at  se og høre på mig som at tage til endnu et ’sådan skriver du det perfekte CV’ foredrag (jeg håner ikke – jeg har selv været der).

Wrong!

Det viste sig så, at foredraget henvender sig til folk, som beskæftiger sig med flygtninge, altså professionelle, som forventer at lære noget, som de kan bruge. Fra mig.

Jeg har lyst til at melde mig syg allerede 3 uger, inden jeg går på.

Kan man det? 😉

For ja, ja, jeg skal bare fortælle om min barndom og mine unge dage som tilflytter i DK. Men hvad hvis jeg husker tingene forkert? Hvad hvis klappen går ned? Hvad hvis teknikken fejler (for det gør den!) forudsat jeg overhovedet kan finde ud af at få lavet en Power Point præsentation. “Du skal bare have et usb-stik med”, siger de. Har jeg overhovedet Power Point, tænker jeg, og hvordan dælen styrer man sådan et bæst?! 😉

Min pointe?

Jeg skal holde et foredrag snart. Og i dag har jeg fundet ud af, at alle kan komme med, bare de tilmelder sig. Og jeg gruer for det, men jeg har lovet at dele, så her er info:

foredrag

Wish me luck

 

 

 

 

Pokemon Go i Danmark – go eller no go?

Jeg har lige været i Fakta ganske frivilligt på trods af, at det på ingen måde var presserende og på trods af, at jeg egentlig ikke havde lyst. Hvorfor gjorde jeg det så, når sofaen, der er mig så kær, kæmpede ligeså brav en kamp for at give slip på mig som jeg for at rejse mig? (åh, I vil gerne vide det 😉 ).

Fordi der er et tårn lige ved Fakta, som giver Pokemon Go bolde.

I know!!!! 🙂

Jeg havde set det tidligere i dag, efter jeg havde downloadet appen, men på det tidspunkt var jeg alene hjemme med drengene, og det passede ikke liiige. Vi havde trods alt netop brugt to timer på at finde ud af spillet og jagte de bæster rundt omkring på Nørrebro. Eller, hvis I spørger drengene, så legede vi på to forskellige legepladser, hyggede os ved at springvand og tog billeder af grafitti og fine malede sten i nærheden af vores hjem, tandlæge og biblioteket, hvor vi endte med at låne 16 bøger. Vi var på en super hyggelig familieudflugt! 🙂

Det, og så spillede vi Pokemon Go, sådan lidt 😉 Eller rettere, vi prøvede at spille fangeleg med deres server, for den en en utilregnelig lille gut, eller hvad sådan en nu vil kaldes (ud over MEGA freaking dårlig)! Agggh, om jeg forstår, hvordan det spil nogensinde er blevet så populært!

Eller, det gør jeg jo. Jeg har lige været i Fakta for at handle (sagde hun og pudsede sin glorie) fordi jeg tidligere i dag brugte alt for mange bolde på at fange en led (men nuttet) flagermus, som jeg så ikke engang fik point for, fordi serveren svigtede, lige som jeg skulle til at høste flagermus, point og hæder. Så nu havde jeg ikke så mange bolde tilbage, og hvis jeg skulle have flere bolde at bonke Pokemon i hovedet med og nå til level 5, hvor man kan begynde på nye sjove opgaver, var tårnet svaret.

(og det skule jeg jo, for det er jo pokkers vanedannende! 🙂 )

Men så var det, at tårnet ikke virkede. ‘amen altså! Og det var ikke kun mig, der blev frustreret over det. Der var dæl’me også to andre, der stoppede op på cykelstien (turister, der skulle finde vej, tænkte jeg), og som jeg overhørte sige: “It doesn’t work!”.

Ahem.

Jeg har været i gang med Pokemon Go i Danmark en enkelt dag. Jeg er blevet så meget hooked, at jeg har brugt flere timer på at spille, og jeg er blevet så irriteret over, at l*rtet ikke virker, at jeg overvejer at slette spillet igen. Man kan (sgu da) ikke lave et spil som en seriøs virksomhed, som jeg formoder tjener kassen på det her, og så byde deres brugere fejl på fejl på fejl på fejl på fejl  – og bestå.

Eller kan man?

Jeg tjekker lige, om der ikke er nogen Pokemons i nærheden, inden jeg går i seng. Hvis jeg er heldig, virker det nu, og jeg har måske en enkelt bold tilbage…

pokemon go

Min

Jeg tror, at alle har det sådan en gang imellem. Jeg ved, at børn kender følelsen. Det dér hvor man tænker, at det her, det er mit. Jeg ejer det, og jeg vil nyde det og knuselske det.

Alligevel har jeg dårlig samvittighed over at have det sådan. For jeg er en sød pige, som for længst har lært at dele, ret flittigt, endda, hvis man tager bloggen og IG profilen i betragtning, men man kan ikke overdrive på sociale medier, vel?

Eller kan man?

For ikke så lang tid siden skrev jeg dette indlæg. Jeg mente hvert et ord. Det er ikke noget, der er kommet pludseligt, og jeg er ikke ked af det eller noget andet semi-alarmerende. Jeg tror bare, at det er blevet tid til, at der skal ske noget nyt i mit liv. Nu har jeg været “offentlig” og delt og delt og delt i snart 4 år, så måske er det ikke så mærkeligt, at jeg begynder at søge grønnere græsgange. The other side, som de jo siger, bare mindre Darth Varder- agtigt 😉

Det modsatte.

Jeg har brug for mit privatliv.

Ikke som i “lad mig dog være, I skøre stalkers”, for dem har der sådan set ikke været nogen af (totalt fiasko af en offentlig person at være, eller noget 😉 ), men som i “jeg er mættet og træt af at skrive personlige, private ting om mig selv og min familie”. Jeg har ikke længere brug for at være alles. Jeg vil gerne være min.

Jeg dropper ikke bloggen eller IG eller Facebook. Heller ikke livet som selvstændig, som jo kræver, at man er offentlig. Men jeg kommer til at lave nogle ændringer frem til nytår.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg gør, endnu. Jeg skal lige finde frem til, hvad der godt må være fælles, og hvad der kun skal være mit. Det er en øvelse, der er ny, og jeg skal lige øve mig. Det er sådan, man lærer det, ikke? 🙂

min

Ingen debat tilbage

Jeg har lidt krise for tiden. Eller, det er jo løgn. Det er ingen krise. Men det er usædvanligt, og jeg er ikke god til usædvanligt. Og det er jo også løgn. Hvis der er noget, jeg er god til, er det at forholde mig til nyt. Nye omgivelser, nye udfordringer, nye bekendtskaber. Jeg opsøger dem, dyrker dem, elsker dem. Men jeg er ikke god til nye følelser. Som fx. den følelse (eller mangel på samme?), som jeg har været ramt af (for vi ved alle, at man bliver ramt af følelser (?) 😉 ) i flere måneder nu.

Den har ikke noget passende navn, så det må klares med en beskrivelse.

Som nogle af jer ved, er jeg normalt sådan én, der har holdninger. Sådan én, der råber højt, når noget ikke er i orden (for jeg ved da om nogen, hvad der er ok, og hvad der ikke er 😉 ). Jeg vil have retfærdighed, vil jeg, og jeg brøler og handler, indtil jeg får den. Jeg debatterer, indtil mine opponenter er debatteret i gulvet, eller om ikke andet så trætte af at høre på mig, at de sætter debatten på hold.

Men nu er den gal.

For jeg har ingen debat tilbage i mig.

Jeg må have opbrugt min debatkvote. Måske jeg har fornærmet debatguderne?

Der er i hvert fald intet at hente. Nada.

Jeg har INTET. Selv om verden er af lave, og der er så meget at brøle af, græde og være vred over.

For ikke så lang tid siden skrev jeg et indlæg om nye muligheder. Åbne døre. Og nu er det, som jeg skrev om, væk, og det er også ok. Jeg tror bare lidt, at det har gjort noget ved det dér håb noget. Hvis intet virker – der intet håb er -nytter det heller ikke noget at kæmpe, vel? Og hvis det ikke nytter noget at kæmpe for noget så småt, hvad nytter det så at hidse sig op over alle de store ting, der er urimelige i verden? (bortset fra, at det rent faktisk nytter, som vi så HER, men det var dengang 😉 ).

Jeg er træt.

Og jeg orker ikke at debattere. Kunne ikke, hvis jeg ville. Synes egentlig også, at det er lidt af en tjans at oploade feriebilleder, hvis jeg skal være helt ærlig.

Jeg vil bare gerne nyde ferien med familien og finde gejsten igen.

Jeg er ikke ked af det.

Jeg har bare ikke lyst til at debattere eller kæmpe lige nu. Jeg vil bare gerne være. I den dér virkelige verden, som man hører om en gang imellem.

Den lyder til at være rar. Tænker jeg. Og så tænker jeg ikke meget mere i dag. Ingen grund til at overdrive 😉

 photo philipogfraeligoslash_zpsauxzcqqa.jpg

Sikke fin 35-årig

Jeg er 35 år gammel. Det er søndag. Har ikke været i nærheden af make-up siden engang i starten af  ugen, hvor jeg dækkede et par bumser til (som man egentlig ikke kunne se, før jeg besluttede mig for at udrydde dem), og da jeg gav mine drenge lipgloss på, fordi jeg af uransalige årsager ikke havde andet  i tasken, og deres læber var knastørre. Bh’en er på mini-ferie, og håret er fedtet. Alligevel stopper jeg op, da jeg ser mig selv i spejlet, da jeg skal på toilettet. Ved ikke hvorfor. Og jeg tænker: Så fin jeg ser ud. Jeg ligner min mor i hendes unge dage. Sådan så hun nemlig også ud, da hun var 35. Hun lignede ikke en model på 25. Men hun var den smukkeste mor i verden. Det var hun i mine øjne.Og jeg kigger på mig selv og tænker, at jeg er helt ok. Selv med fedtet hår og uden make-up. Jeg melder mig ud af ‘lign én på 25 år -konkurrencen’. Den må de 25-årige få for sig selv.

For sikke en fin 35-årig jeg er.

 photo b44923e8-b9a5-48b2-b4b2-5f3c2af310ca_zpsahydhhh3.jpg

Der var engang en iværksættermor. Snart er hun Bare Jelena på www.barejelena.dk.